Clausen har samme kvaliteter som Mogensen i sine ligefremme skildringer af danskere – og han er bedst, når han holder sig til det.

en tiltrængt lise til menneskets eksistentielle angst (...), der går godt i spænd med fortællingen om nostalgisk fortidsforelskelse og galopperende demens.

Erik Clausen viser med Mennesker bliver spist, at han stadig har sort bælte i noget så paradoksalt som elegant socialrealisme.