Puk Grasten har nemlig taget godt for sig i kunstfilmens store slikbutik. Atonal musik, billeder ude af fokus og tung symbolik er vigtige bestanddele i filmens stil. Det viser sig både at være filmens store force og dens store problem.

...en form for frustrerende sanselig stiløvelse, man ikke nødvendigvis har lyst til at gense, men som alligevel sætter sig i kroppen. Og det gør Puk Grasten til en interessant instruktør at følge fremover.

...kan tænde et lys i det danske vintermørke for en mere legende og eksperimenterende tilgang til filmmediet, som vi i den grad har brug for.